Hjem | Bloggen | Bøger | Links                                                                            Sprog: Engelsk

Kommentarer: post@finaltheories.com

Hvis du ønsker at fremme teorien om "Verdensrummets struktur og sammesætning", så fortæl andre om den - eller endnu bedre - lav et link til denne side.

Udledning af teorien | Masse og energi | Evaluering af teorien | Test af teorien

| Bevis: Den specielle relativitetsteori er forkert

Test af teorien om Verdensrummets Struktur og Sammensætning

Mange af de fysiske fænomener der vedrører kosmologien er af en sådan størrelsesorden, at det kan være vanskeligt, at opstille forsøg der er i stand til at be- eller afkræfte teorierne vedrørende kosmos. Det er således ikke utænkeligt, at der gennem tiderne er opstillet forsøg som "beviser" at jorden er flad, hvorfor det ind imellem kan være formålstjenligt at betragte de fysiske realiteter som teorien skal beskrive. Desuden udfører Universet selv de mest spektakulære forsøg, hvis forsøgsresultater det er svært at komme udenom, selv om laboratorieforsøg skulle pege i en anden retning. Jeg vil derfor i så stor udstrækning som muligt holde mig til de fysiske realiteter, ved evalueringen af  teorien.

 

En test af den del af teorien, der omhandler vores del af Universet, kan blandt andet omfatte følgende fysiske forhold:

  • Teorien skal give en logisk forklaring på observationerne af Universet.
  • Et sort hul må medføre et Big Bang.
  • Hvis vi med tiden får instrumenter der kan opfange den svage stråling fra golde objekter, må det være muligt at finde himmellegemer der er ældre end Big Bang, eller objekter som ligger mere end 13,7 milliarder lysår væk, da vi allerede kan observere deres gravitationelle træk.
  • Iagttage om den første "stjernedannelse" er meget tidlig og voldsom.
  • Undersøge om det mørke stof i galakserne er baryonisk stof.
  • Undersøge om den gamle masse afspejles i Universets netlignende struktur.
  • Undersøge om Big Bang er fladt (Ω = Ωr + Ωm +  ΩΛ = 1).
  • Undersøge om nulpunktsfeltet resulterer i et udslag på nulpunktsfelt-hastighedsmåleren.
  • Bestemme hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet ved hjælp af S. Marinovs forsøg.
  • Undersøge om gravitationskræfterne skyldes gravitoner.
  • Undersøge om netstruktur har en uensartet massefordeling i udkanten af Big Bang.
  • Undersøge om galaksernes aldersfordeling understøtter teorien.
  • Undersøge om længdekontraktioner kan adderes og subtraheres.
Test af teorien om Verdensrummets Struktur og Sammensætning




















 Til toppen

 

Nulpunktsfeltet må resulterer i et udslag på nulpunktsfelt-hastighedsmåleren

Da massen er hastighedsafhængig, hvor den relativistiske masse m er lig med



                      
,

hvor m0 er hvilemassen, v er legemets hastighed og c er hastigheden af de virtuelle fotoner, kan vi anvende denne egenskab til at lave en relativistisk hastighedsmåler.

 

Princippet for sådan en hastighedsmåler kan skitseres som følger. Vi anbringer to tunge metalkugler hver med massen m i et gennemsigtigt rør, så metalkuglerne kan bevæge sig friktionsløst frem og tilbage i røret. I hver ende af røret monteres en fjeder, som fastgøres til hver sin metalkugle. Fjedrene skal have en længde og elasticitet, så selv en mindre masseforøgelse vil medføre, at kuglerne på grund af den øgede tiltrækning vil kunne nærme sig hinanden friktionsløst. Røret med kuglerne ophænges nu vandret i en vogn på tværs af køreretningen. Derefter monteres der en afstandsmåler, som måler afstanden mellem de to kugler. Da en forøgelse af vognens hastighed resulterer i en forøgelse af masserne og dermed deres indbyrdes tiltrækning, vil afstanden mellem kuglerne være et mål for, hvor hurtigt vognen bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet.

 

 Fig. Hastighedsmåler der måler hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet.

 

 

Gravitationskraften mellem metalkuglerne kan ifølge gravitationsloven skrives som


 

                       ,


hvor G er gravitationskonstanten 6,67 x 10−11 Nm2kg−2, og y
er afstanden mellem de to massecentre i y-retningen.

 

 

Massen vinkelret på bevægelsesretningen, som er lig med den relativistiske masse, kan udtrykkes som


                       ,

 

hvor m0 er metalkuglernes hvilemasse.

 

Hvis afstanden mellem massecentrene er lig med y, fås følgende udtryk for gravitationskraften, for et system som bevæger sig med hastigheden v i forhold til nulpunktsfeltet,

 

                       .


Her er gamma lig med , og k er en faktor som angiver forholdet imellem kræfterne i y-retningen for et system i bevægelse og et system i hvile i forhold til nulpunktsfeltet.
Faktoren k fremkommer, som et resultat af legemets hastighed v og kræfternes udbredelseshastighedi nulpunktsfeltet, c.


Hvis gravitationskraften udbredes med lysets hastighed c, vil konstanten k
ifølge afhandlingen være lig med , så kraften imellem masserne bliver lig med

 

     .
 

Det gælder for elektromagnetiske felter og formodentlig også for gravitoner, hvis de også forplanter sig med hastigheden c. Det ses således at kraften   og dermed afstanden y er afhængig af gamma, og da  , er afstanden imellem massecentrene en funktion af hastigheden v.

Nulpunktsfeltet må resulterer i et udslag på nulpunktsfelt-hastighedsmåleren




































Til toppen

Måle laboratoriets hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet

 

Den del af den foreliggende teori, der knytter sig til eksistensen af det absolutte rum, kan bekræftes af  S. Marinovs forsøg til bestemmelse af forsøgsopstillingens hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, som underbygger teoriens påstand om det absolutte rum og dermed vælter relativitetsprincippet. [1]

 

Da lyset i følge den foreliggende teori forplanter sig i nulpunktsfeltet, vil lysets hastighed være kon-stant i forhold til dette medie. Denne egenskab kan vi udnytte til at måle laboratoriets eller rettere måleudstyrets hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, som ifølge S. Marinovs egne målinger er lig med 360 ± 40 km/s.


                     
                   

                        Fig. Måling af hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet.

Vi anbringer måleudstyret inde i et evakueret kammer, således, at vi kan se bort fra medføringsha-stigheden af et eventuelt medie, som for eksempel atmosfærisk luft. I kammeret anbringer vi to la-sere, en i hver ende, som begge udsender et lyskvant, lyskvanterne registreres i den modsatte ende af kammeret af to fotodetektorer.

Hvis kammeret ligger stille i forhold til nulpunktsfeltet vil de to lyskvanter være lige lang tid under vejs. Men, hvis trykkammeret bevæger sig med hastigheden v i forhold til nulpunktsfeltet, vil lyset, da det har en konstant hastighed i forhold til dette felt, have to forskellige udbredelseshastigheder i forhold til trykkammeret, alt efter hvilken vej lyset går i kammeret. Hvis lyskvantet fra laseren bevæger sig i samme retning som kammeret vil lyset skulle tilbagelægge en længere strækning end når lyset bevæger sig i modsat retning af kammeret. Dette gælder selv om kammeret udsættes for en længdekontraktion med faktoren .

Måle laboratoriets hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet
































Til toppen

Teste om længdekontraktionerne kan adderes og subtraheres


Da længdekontraktionen optræder som et resultat af hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet, må det gælde at længdekontraktioner kan adderes og subtraheres.

 

Antag at vi har to referencesystemer S' og S", som bevæger sig med hastighederne v1 og v2 i forhold til nulpunktsfeltet. Lad der desuden være givet målestok, og lad dens længde være l når den ligger stille i forhold til nulpunkstfeltet.

 

Det betyder at længden af målestokken i S', på grund af længdekontration, er lig med , og at længden af målestokken i S'' er lig med  .

 

Set fra S' vil længdekontraktionen i S'' dermed blive lig med:

 

 

                       ,

 

hvilket bør kunne verificeres.

Teste om længdekontraktionerne kan adderes og subtraheres

Til toppen

 

Teste om der eksisterer objekter, som er mere end 13,7 milliarder lysår væk


Da samtlige universer ifølge teorien er lukkede, vil det ifølge teorien ikke være muligt at teste, om der eksisterer mere end et lukket univers. Det skyldes, at rummet imellem universerne for længst er tømt for masse og energi. Vores lukkede Univers vil derfor aldrig kunne modtage informationer udefra. Der er derimod ikke noget til hinder for, at vi kan teste den del af teorien, som vedrører vores eget lukkede Univers. Da Big Bang kun udgør en mindre del af Universet, vil vi kunne iagttage en eksplosiv skabelse af lysende stjerner og galakser helt tilbage til den første tid efter rekombinationen, hvor den nydanne-de brint og helium blev tiltrukket af de gamle objekter.

 

Men objekter der ligger mere end 13,7 milliarder lysår væk, vil ikke have modtaget nogen energiforsy-ning fra vores Big Bang. Vi skal derfor være meget heldige, hvis vi skal finde lysende objekter udenfor Big Bang. Kun hvis disse områder på anden vis har modtaget forsyninger af brint og helium - som hvis der indenfor en passende tidshorisont har været et andet Big Bang i nærheden - vil det være muligt at observerer lysende objekter udenfor Big Bangs aktionsradius. Men, når vi bliver i stand til at observere randen af vores Big Bang, må vi kunne iagttage en asymmetrisk fordeling af det synlige stof hen over himmelrummet, som afspejler vores placering i forhold til centeret af Big Bang.

 

Da de ældste områder af vores Big Bang må ligge nærmest udgangspunktet for eksplosionen, vil der være en stor sandsynlighed for, at vi er placeret der. Det skyldes, at dette område, ved hjælp af supernovaeksplosioner, har kunnet nå at sprede den række af grundstoffer, som livet har brug for. Desuden vil der nær udgangspunktet for Big Bang, have været tilstrækkelig tid til at udvikle galakser med rolige stabile solsystemer, som er forudsætningen for udviklingen højere livsformer.

Teste om der eksisterer objekter, som er mere end 13,7 milliarder lysår væk

Til toppen

 

Konklusion

Einsteins specielle relativitetsteori besidder flere paradokser. Det gælder blandt andet tvillingepara-dokset og stige paradokset. Men i den verden der omgiver os, forekommer der ingen paradokser. Den foreliggende teori beviser, at Einsteins definitioner af såvel samtidigheden som relativitetsprincippet ikke holder, og da disse definitioner udgør grundlaget for Einsteins relativitetsteori, medfører det, at teorien falder. Dette gør det muligt, at fremlægge en beskrivelse af verdensrummes struktur og sammensætning med udgangspunkt i det euklidiske rum og kvantefeltteorien.

Da lysets hastighed er konstant i nulpunktsfeltet og uafhængig af kildens bevægelse, hvilket følger af ligningen , kan lysets konstante hastighed anvendes som grundlag for definitionen af en absolut universel tid, hvor . Da tiden kan defineres ved hjælp af en given længde og lysets hastighed i nulpunktsfeltet, bliver tiden lige så rigid som koordinatakserne, hvorved rummet er euklidisk.

 

Da de elektromagnetiske kræfter imellem partiklerne udbredes med lysets konstante hastighed, vil objekter som har en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet blive udsat for en længdekontraktion i hastighedens retning. En observatør, som befinder sig i et koordinatsystem som har en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, vil på grund af længdekontraktionen derfor måle en anden tid, og da frekvensen af de virtuelle fotoner ændres i et gravitationsfelt, vil urene også gå langsommere i dette tilfælde. Men, det er urene der går langsomt - ikke tiden.

 

Samtidighed gælder dermed for alle positioner, uanset om de befinder sig i det stationære system, eller i initialsystemer som er i bevægelse i forhold til det stationære system - samtidigheden fremgår bare ikke af urene. Det er dermed muligt eksperimentelt at afgøre, hvilket af to initialsystemer som bevæger sig hurtigst i forhold til  nulpunktsfeltet, da urene går langsomst i det inertialsystem, som har den stør-ste hastighed i forhold til dette felt.

 

På grund af længdekontraktionen, afhænger massen af et legeme af dets hastighed i forhold til nul-punktsfeltet. Det betyder, at vi kan anvende denne egenskab til at lave en relativistisk hastigheds-måler, der måler hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet.

 

Da tiden er absolut og universel, medfører det, at rum-tiden er helt flad, medens massen og energien på grund af gravitationen krummer i det flade rum. Da rummet er fladt, skyldes gravitationen heller ikke rummets krumning, men gravitoner. Det er disse egenskaber ved tiden og rummet, der er grundlaget for energifordelingen i kosmos.

 

På baggrund af blandt andet de udledte sammenhænge for tiden og rummet, kan der opstilles en teori for energifordelingen i verdensrummet. Forudsætningerne er:

  • Loven om energiens konstans.
  • Rummet er euklidisk.
  • Vekselvirkningerne udbreder sig maksimalt med lysets hastighed i vakuum.
  • Masse og energi afbøjes i et gravitationsfelt.
  • Verdensrummet har eksisteret uendelig længe.
  • Vi eksisterer.
  • Kvanteteorien tillader ikke singulariteter.

Som en konsekvens af, at energien er konstant og rummet euklidisk, finder vi, at verdensrummet har eksisteret uendelig længe. Det medfører, at gravitationskræfterne i det uendelige flade rum må frem-bringe en stoffordeling, hvor massen og energien på grund af gravitationskræfterne samles i større og større enheder, indtil der indtræffer en form for ligevægtstilstand i det euklidiske rum.

 

De større og større enheder vil slå sig sammen i sorte huller og lukkede universer, og da kvantefeltteo-rien ikke tillader singulariteter, vil selv de lukkede universer, efterhånden som energien bliver opbrugt, ende som gigantiske sorte huller. Men da vi eksisterer må der være en udvej - der må eksistere en måde, hvorpå et sort hul kan omdannes til ren energi i et euklidisk rum  - det vil sige, at et sort hul må kunne eksplodere i et Big Bang!

 

Vi kan dermed konkludere, at kosmos består af et uendeligt vakuum, hvori der befinder sig et eller flere lukkede universer (og måske golde områder), som alle har en konstant stof- og energimængde. Hvis der er flere lukkede universer og golde områder, vil de bevæge sig væk fra hinanden, med hastigheder der for hver af dem er større end undvigelseshastigheden fra det samlede system, eller befinde sig i en form for stabil dynamisk ligevægt. Desuden må der i hvert af de lukkede universer med mellemrum forekommer en eksplosion i form af et Big Bang, da det enkelte univers ellers ville ende med at bestå af sorte huller og golde områder.

 

Kommentar: Til ære for dem der kan forestille sig en uendelig og samtidig konstant energimængde, vil vi lade massen og energien gå mod uendelig. Det vil ifølge teorien ende i to scenarier. Hvis stoftætheden er relativt lille vil kosmos bestå af et uendeligt vakuum, hvori der befinder sig et uendeligt antal lukkede universer og golde områder, som næsten befinder sig i en form for stabil dynamisk ligevægt. Er stoftætheden derimod tilpas stor vil kosmos kun bestå af et eneste sammen-hængende univers. I begge tilfælde må der med mellemrum forekommer en eksplosion i form af et Big Bang, da univerne eller Universet ellers ville ende med at bestå af sorte huller og golde område.


Alt efter universets størrelse vil et Big Bang kunne indtræffe, længe inden alt stoffet i universet er samlet i et stort sort hul, og da universet er lukket, længe inden hele universet har nærmet sig et Big Crunch. Når et Big Bang finder sted, vil det, på grund af den ufattelig store chokbølge, sprede det omkringliggende stof så meget, at stof og energitætheden i centret for et Big Bang, med tiden bliver lig med stoftætheden for resten af universet.

 

Det, at Big Bang finder sted i et eksisterende univers, medfører, at der allerede fra starten findes fortætningspunkter i form af sorte huller og udbrændte galakser, der danner baggrund for en meget hurtig og  voldsom udvikling af stjerner og galakser. Desuden vil der allerede fra starten af Big Bang være gammelt stof til stede, som vil kunne trække fortætningsspor i gasserne fra Big Bang, hvorved det gamle stof vil sætte sine spor i universets struktur.

 

På længere sigt vil de tidligst udbrændte himmellegemer ligge som mørkt stof imellem de synlige himmellegemer. Desuden vil det omgivende univers påvirke ekspansionen af Big Bang - ligesom en supernovaeksplosion påvirkes af det omgivende univers.

 

Teorien fastslår, at et Big Bang opstår på baggrund af en eksplosionen af et sort hul, som igen stammer fra et lokalt sammenfald af en del af universet. Dermed udgør de sorte huller og gamle galakser fra tiden før et Big Bang, det mørke stof i den del af universet som indeholder et Big Bang. Desuden har den del af universet, der ligger udenfor det område hvor Big Bang foregår, en indvirkning på ekspansionen af et Big Bang. Det er det stof, der kaldes mørk energi. Teorien giver dermed en logisk forklaring på mørkt stof og mørk energi.

 

Teorien løser dermed horisontproblemet, glathedsproblemet og fladhedsproblemet, og giver en forklaring på universets netstruktur og galaksernes massefordeling. Endelig kan det sluttes, at den løbende række af spredte Big Bang, hindre det totale sammenfald af vores Univers. Teorien giver således en plausibel forklaring på mange af de ubesvarede spørgsmål, der stadig præger vores opfattelse af Universet. Det er spørgsmål som:

  • Hvad var der før Big Bang?
  • Hvor kommer stoffet fra til Big Bang?
  • Hvad udløste et Big Bang?
  • Hvorfor er Universet tæt på at være fladt?
  • Hvor er de manglende 95,4 procent mørkt stof og mørk energi?
  • Hvorfor er baggrundsstrålingen så ensartet i forhold til Universets struktur?
  • Hvad er det for kræfter, der tilsyneladende får Universet til at accelerere?
  • Hvordan kunne der opstå så store sorte huller i et ellers fuldstændig ensartet Univers på så kort tid, at det kan forklare eksistensen af pulsarer og kvasarer?
  • Hvorfor er nogle stjerner ældre end Universets accepterede alder? [2]
  • Hvorfor har Universet ikke lidt varmedøden for evigheder siden? [3]

Som det ses, kan teorien besvare alle de spørgsmål, der i øjeblikket synes næsten uløselige, både med hensyn til relativitetsteorien og til verdensrummets sammensætning. Teorien kan dermed i stor udstrækning verificeres gennem alle de spørgsmål, den er i stand til besvare.

Konklusion








































Til toppen

 

Referencer

1. Stefan Marinov: "New Measurement of the Earth’s Absolute Velocity with the Help of the 
    “Coupled Shutters” Experiment", Progress in Physics, 2007.

2. K. MacPherson: "Satellite reveals trove of data from early universe", Princeton Weekly Bulletin,
    March 24, 2008, Vol. 97, No. 20.

 

3. P. C. W. Davies: "The last three minutes", Basic Books, New York, 1994.

 

Referencer



Til toppen                                                                              © J. Balslev 2010

post@finaltheories.com