Hjem | Bloggen | Bøger | Links                                                                            Sprog: Engelsk

 Kommentarer: post@finaltheories.com

Hvis du ønsker at fremme teorien om "Ver-densrummets struktur og sammesætning", så fortæl andre om den - eller endnu bedre - lav et link til denne side.

Udledning af teorien | Masse og energi | Evaluering af teorien | Test af teorien

 | Bevis: Den specielle relativitetsteori er forkert

Den specielle relativetsteori er forkert

Verdensrummets struktur og sammensætning afhænger blandt andet af rummets geometri, det vil sige, om rummet er fladt eller krumt. I et euklidisk fladt rum er gravitationen en tiltrækningskraft imellem stoffet i cosmos, medens gravitationen ifølge den generelle relativitetstori er en geometrisk egenskab ved rum-tiden.

Da relativitetsteorien derfor har en overordentlig stor indflydelse på fortolkningen af verdensrummets struktur, starter afhandlingen med at analysere resultaterne af den specielle relativitetsteori, og beviser, at både definitionen af samtidighed og relativitetsprincippet er forkert. Lad os først tage udgangspunkt i relativitetsprincippet, og kort skitsere hvad der er galt.

Som en konsekvens af Michelson og Morleys forsøg vil der ifølge Hendrik Antoon Lorentz optræde en længdekontraktion i et inertialsystem S', som har en hastighed (v) forskellig fra nul, i forhold til en
observatør der befinder sig i et inertialsystem S. På grund af "relativitetsprincippet" som siger: "Elektrodynamiske såvel som mekaniske fænomener besidder ikke nogen egenskaber der svarer til ideen om absolut hvile. De antydeer snarere, som det allerede er blevet vist til første orden for små størrelser, at de samme elektrodynamiske og optiske love vi være gyldige for alle referencesystemer for hvilke de mekaniske ligninger gælder." - vil der samtidig optræde en tilsvarende længdekontraktion i systemet S. [1]

Denne egenskab ved relativitetsprincippet kan anvendes til at udlede Lorentz-transformationen, som dermed kan udledes udelukkende på baggrund af lysets konstante hastighed, relativitetsprincippet og rummets isotropi. Det betyder, at vi alene på baggrund af den specielle relativitetsteori og rummets isotropi finder, at der optræder længdekontraktioner og tidsdilatationer på grund af inertitalsystemernes indbyrdes hastighed. [2] 

Det medfører, at Lorentz-transformationen i sammenhæng med relativitetsprincippet får en noget anden fortolkning, end den fortolkning Lorentz-transformationen havde da den knyttede sig til æterteorien. Relativitetsprincippet betyder nemlig, at der tilsyneladende kan frembringes uendelig mange længdekontraktioner og tidsdilatationer i et og samme inertialsystem, blot ved at ændre den relative hastighed af et hvilket som helst af de øvrige inertialsystemer.

Lad os betragte to målestokke med koordinatværdierne x og x', som repræsenterer hver sit inertial-system S og S'. Hvis man anvender Lorentz-kontraktionen og samtidig godtager relativitetsprincippet, ses det, at man kan ændre koordinatværdien x' (da målestokken kryber), blot ved at ændre den relative hastighed (v) af målestokken med koordinatværdien x, hvor

                  ,

t er lig med tiden og cer lysets hastighed i vakuum.
 

Grunden til, at man tilsyneladende kan frembringe en længdekontraktion af målestokken i S', ved at ændre den indbyrdes hastighed af inertialsystemerne S og S', skyldes, at den relative hastighed ikke er knyttet til den fysisk omverden, så længdekontraktionerne er nødvendigvis ikke reelle. Da der ikke er nogen fysisk sammenhæng mellem de to inertialsystemer, ud over deres relative hastighed, er der ingen argumenter for, at en ændring af  hastigheden af inertialsystemet S, kan frembringe en længdekontraktion i systemet S'.

I den foreliggende teori skyldes en ændring af længden af målestokken (og dermed koordinatværdien x'), en ændring af målestokkens hastighed v i forhold til udbredelseshastigheden (c) af de elektromag-netiske kræfter, som holder målestokken sammen. De elektromagnetiske kræfter udbreder sig i det kvantefelt der betegnes nulpuktsfeltet, som er kvantefeltet med den lavest mulige energi. Dette giver en logsisk forklaring på længdekontraktionen og tidsdilatationen, og giver dermed en logisk forklaring på alle de fysiske iagttagelser, som man hidtil har ment underbygger Einsteins relativitetsteori.

 

Da længdekontraktionen er et resultat af en bevægelse i forhold til nulpunktsfeltet betyder det, at hvis den ovenståede ligning skal være eksakt, skal målestokken med koordinatværdien x befinde sig i hvile i forhold til nulpunktsfeltet. Dette felt er den absolut laveste energitilstand som vakuumtilstanden i ver-densrummet kan indtage, og dets eksistens er eftervist eksperimentet ved hjælp af Casimir effekten. [3]

Desuden er relativitetsprincippet uforeneligt med kvantefeltteorien, som er en væsentlig del af standardmodellen. Denne uforenelighed skyldes, at man ikke både kan have et kvantefelt i form af et nulpunktsfelt, som alting bevæger sig i forhold til, og samtidig påstå, at alle inertialsystemer er ligeværdige. For der vil kun være et system, som ligger fast i forhold til nulpunktsfeltet, medens alle andre systemer vil have en hastighed i forhold til dette felt. Einsteins relativitetsprincip, som postulerer, at: "såvel elektrodynamiske som mekaniske fænomener ikke besidder nogen egenskaber, der knytter sig til ideen om absolut hvile",holder derfor ikke. For eksempel vil længdekontraktionen og tidsdilatationen være afhængig af hastigheden i forhold til det nulpunktsfeltet. Desuden godtgøres det i afhandlingen "Verdenrummets Struktur og Sammensætning", at Einsteins metode til synkronisering af urene heller ikke holder.

Den specielle relativetsteori er forkert































































 Til toppen

 

Bevis: Relativitetsprincippet medfører der ikke kan opstå længdekontraktioner og tidsdilatationer

Antager vi, at de samme love er gyldige for alle referencesystemer for hvilke de elektrodynamiske såvel som de mekaniske ligninger gælder, kan der ikke forekomme nogen længdekontraktioner eller tidsdilatationer.

Udgangspunktet er Einsteins relativitetsprincip, som lyder: "Elektrodynamiske såvel som mekaniske fænomener besidder ikke nogen egenskaber der svarer til ideen om absolut hvile." [1]

Det betyder, at uafhængige inertialsystemer, der bevæger sig i forhold til hinanden, alle vil være ligeværdige, og dette gælder uanset hvordan de har opnået deres relative hastighed. Det er derfor ikke muligt, at fremhæve et inertialsystem frem for andre.

Lad os antage, at vi har tre fuldstændig identiske inertialsystemer S, S' og S'', hvis koordinatværdier er identiske og sammenfaldende, når de tre systemer har en indbyrdes relative hastighed lig med nul. Ved hjælp af en målestok L, som ligger fast i forhold til systemerne, afsættes koordinatværdierne x0, x0', x0'' ud af de positive x-akser i henholdsvis S, S' og S'', hvorved koordinaterne x0, x0' og x0'' alle bliver lige lange |x0| = |x0'| = |x0''| = L.


Ifølge relativitetsteorien bliver længdekontraktionerne lige store i to inertialsystemer med en indbyrdes hastighed v

Vi betragter først de to inertialsystemer S og S'. Systemerne har fået en impuls i x-retningen og x'-retningen så S og S' har en indbyrdes hastighed v < c, hvor c er lysets hastighed. Det bevirker, at der set fra S optræder en længdekontraktion i S' og set fra S' optræder en længdekontraktion i S. Da sy-stemerne er fuldstændig symmetriske vil størrelsen af længdekontraktionerne ifølge relativitetsprincip-pet være identiske for de to systemer. Dette kan også ses af det følgende.

Fig. To inertialsystemer S og S', med den indbyrdes numeriske hastighed v.

Vi har forudsat, at når de to inertialsystemer S og S' ligger stille i forhold til hinanden, vil koordinatvær-dierne i S og S', have samme fysiske længde, så |x0| = |x0'| ved en relativ hastighed lig med nul.

Vi betragter nu S og S' med den indbyrdes konstante hastighed v i x-retningen og x'-retningen. Ifølge relativitetsprincippet vil længden af koordinaten x0', set fra S, på grund af længdekontraktionen være lig med , og set fra S' vil længden af koordinaten x0 på grund af længdekontraktion-en være lig med .

Da |x0|=|x0'| = L, og da koordinaterne x0 og x0' udsættes for den samme relative hastighedsforøgelse v, bliver deres længdekontraktioner og dermed deres længder også identiske. Det vil sige

,

hvormed længdekontraktionerne er lige store, |x1| = |x1'|. 

Bevis: Relativitetsprincippet medfører, at der ikke kan opstå længdekontrak-tioner og tidsdilatationer


















Til toppen

 

At længdekontraktionerne i de to inertialsystemer er lige store, kan fortolkes på to måder

I de tilfælde hvor længdekontraktionerne kun optræder, når de iagttages fra et andet inertialsystem, som har en konstant relativ hastighed i forhold til det første, vil kontraktionerne blive betegnet som imaginære. Behandlingen af længdekontraktionerne kan derfor opdeles i to tilfælde:

1) Det tilfælde hvor den relative bevægelse skaber lige store imaginære længdekontraktioner.

2) Det tilfælde hvor den relative bevægelse skaber lige store reelle længdekontraktioner.


1) Den relative bevægelse skaber lige store imaginære længdekontraktioner.
Hvis længdekontraktionen kun kan iagttages af den observatør, som bevæger sig i forhold til det sy-stem hvor længdekontraktionen finder sted, vil vi tale om en imaginær eller fiktiv længdekontraktion.

Når længdekontraktionen kun optræder, når observatøren befinder sig i et inertialsystem, som har en hastighed i forhold til det system hvor længdekontraktionen finder sted, er det et pseudofænomen. Da længdekontraktionerne er lige store i de to inertialsystemer S og S', betyder det, at når observatøren befinder sig i S, vil han på grund af den relative hastighed af S' få den opfattelse, at der forekommer en længdekontraktion i S', og omvendt, når observatøren befinder sig i S', vil han få den opfattelse, at der forekommer en længdekontraktion i S. Da længdekontraktionerne er lige store i de to systemer, vil det ved en sammenlignende måling ikke være muligt at konstaterer nogen forskelle imellem de to systemer.

Dette svarer til, at en observatør står i den ene ende af en vej, som vi kan kalde S, og betragter en lysmast i den anden ende af vejen, som vi kalder S'. Observatøren som befinder sig i S mener på grund af afstanden til lysmasten i S', at denne er udsat for en længdekontraktion. Derimod mener observatø-ren som befinder sig i S', at det er lysmasten i S, der er blevet udsat for en længdekontraktion. Det vil sige, at længdekontraktionerne imaginære eller fiktive.


2) Den relative bevægelse skaber lige store reelle længdekontraktioner.
Vi starter med at se på to inertialsystemer S og S', med sammenfaldende x- og x'-akser. Som tidligere forudsætter vi, at når de to inertialsystemer S og S' ligger stille i forhold til hinanden, og x- og x'-aksen er sammenfaldende, vil koordinatværdierne i S og S', have samme fysiske længde, så |x0| = |x0'|.

            

              Fig. To inertialsystemer S og S', med den indbyrdes numeriske hastighed v1.

Vi tildeler nu S og S' en indbyrdes konstant hastighed v1 i x-retningen og x'-retningen. Det bevirker, at der set fra S optræder en længdekontraktion i S', og set fra S' optræder en længdekontraktion i S. Da systemerne er fuldstændig symmetriske vil størrelsen af længdekontraktionerne ifølge relativitetsprin-cippet være identiske for de to systemer.

Det vil sige, ifølge relativitetsprincippet vil længden af koordinaten x0', set fra S, på grund af længde-kontraktionen være lig med , og set fra S' vil længden af koordinaten x0 på på grund af længdekontraktionen være lig med .

Da |x0|= |x0'| = L, og da koordinaterne x0 i S og x0' i S' udsættes for den samme relative hastigheds-ændring v1, bliver deres længdekontraktioner også identiske. Det vil sige

      ,

hvormed længderne af de kontraherede koordinater er lige store, |x1|= |x1'|.

Vi indfører vi nu et tredie inertialsystem S'', som placeres i samme retning som S' og således at alle tre inertialsystemer S, S' og S'' har sammenfaldende x-akser. Når inertialsystemernes indbyrdes hastighed er lig med nul, forudsættes det, at koordinatværdierne i S, S' og S'' har samme længde, så |x0| = |x0'| = |x0''| = L.

Fig. Tre inertialsystemer S, S' og S'', hvor hastighederne af S' og S'' i forhold til S er v1 og v2.

Vi betragter nu S og S'' med den indbyrdes konstant hastighed v2 i x-retningen og x''-retningen. Vi antager desuden, at S og S' fortsat har den indbyrdes konstante hastighed v1, og at . Ifølge relativitetsprincippet vil længden af koordinaten x0'', set fra S, på grund af længdekontraktionen være lig med , og set fra S'' vil længden af koordinaten x0 på grund af længdekontrak-tionen være lig med .

Da |x0|= |x0''| = Log da koordinaterne x0 i S og x0'' i S'' udsættes for den samme relative hastigheds-ændring v2, bliver deres reelle længdekontraktioner og dermed deres reelle længder også identiske. Det vil sige:

      ,

hvormed længden af de kontraherede koordinater er lige store |x2|= |x2''|.

Vi har nu, at længden af koordinatværdien x0 i S, på grund af inertialsystemets relative hastighed v1 i forhold til S', udsættes for den reelle længdekontraktion 

               

og på grund af inertialsystemet S relative hastighed v2 i forhold til S'', udsættes x0 i S for den reelle længdekontraktion

              .

Det betyder, at koordinaten x0 i S antager to forskellige længder på samme tid:

.

 

Vi har dermed bevist, at hvis relativitetsprincippet er sandt, kan der ikke forekomme nogen reelle længdekontraktioner.
Vi kan på samme måde indføre uendelig mange inertialsystemer som alle har forskellige relative hastigheder i forhold til inertialsystemet S, hvorved vi vil få at koordinaten x0 i S antager uendelig mange længder på samme tid. Det er selvfølgelig ikke muligt, hvorfor vi må konstatere at Einsteins relativitetsprincip ikke holder.

Der vil med andre ord ikke kunne forekomme nogen længdekontraktioner, hvis vi som Einstein antager, at: "Elektrodynamiske såvel som mekaniske fænomener ikke besidder nogen egenskaber, der svarer til ideen om absolut hvile."

At længdekontraktionerne i de to inertialsystemer er lige store, kan fortolkes på to måder














































































































Til toppen

 

Selv hvis relativitetsprincippet var sandt, kunne der ikke forekomme nogen tidsdilatationer

Da tidsdilatationen er en funktion af længdekontraktionen, og da der ifølge relativitetsprincippet ikke kan opstå nogen reelle længdekontraktioner, opstår der heller ikke nogen tidsdilatationer. Dette kan også ses af den følgende analyse.

Vi betragter nu tiderne t og t' i to ligeværdige inertialsystemer S og S' med den indbyrdes hastighed v. 
 
              

                 Fig. 8. Tiderne t og t' er identiske i de to systemer.

Da inertialsystemerne har den indbyrdes hastighed v = |v|, eksisterer der som følge af Lorentz-kontraktionen følgende sammenhæng mellem tiderne i S' og S : [1]

              .

Set fra systemet S' er tiden altså lig med t', og på grund af Einsteins relativitetsprincip gælder der de samme fysiske love i inertialsystemet S' as in S. Når vi befinder os i S', finder vi derfor, at inertial-systemet S flytter sig med hastigheden v' = |v|. Tiden i S må derfor set fra S' blive udsat for en tidsdilatation, som er lig med:

              .

Alt i alt har vi, at set fra S udsættes tiden i S' for tidsdilatationen , og set fra S' udsættes tiden i S for tidsdilatationen , hvoraf

              .

Vi finder således, at uanset hvilken faktor  der kunne tænkes at eksisterer mellem tiderne i de to symmetriske inertialsystemer, vil der gælde, at

                 .

Tiderne er således identiske i de to systemer.

Det vil sige, hvis vi har to inertialsystemer med den indbyrdes hastighed v, vil der ikke kunne fore-komme nogen tidsdilatationer, hvis vi som Einstein antager, at: "Elektrodynamiske såvel som meka-niske fænomener ikke besidder nogen egenskaber, der svarer til ideen om absolut hvile."

Vi har dermed bevist at hvis relativitetsprincippet er sandt, kan der ikke forekomme nogen tidsdi-latationer.
Alt i alt kan vi dermed konkludere, at relativitetsprincippet kun gælder, hvis der ikke optræder nogen reelle længdekontraktioner eller tidsdilatationer, - men, det gør der! Fra Michelson og Morleys forsøg, [1] henfaldet af myoner i jordens atmosfære [4] og masseforøgelsen af elementarpartikler i cyklotroner, [5] ved vi, at der forekommer fænomener der relaterer sig til reelle længdekontraktioner og tidsdilatationer, så der må eksisterer nogle fysiske forhold der betinger, at disse fænomener finder sted.

Selv hvis relativitetsprincippet var sandt, kunne der ikke forekomme nogen tidsdilatationer




















Til toppen

 

Fysiske forhold der betinger en længdekontraktion og tidsdilatation

Antag igen, at vi har to inertialsystemer S og S', med en indbyrdes numerisk hastighed v < c, som bevirker, at der set fra S optræder en længdekontraktion i S' og set fra S' optræder en længdekontrak-tion i S. Lad os antage, at der er anbragt en målestok i hvert af inertialsystemerne. Ifølge relativitets- teorien skulle begge målestokke dermed blive udsat for en længdekontraktion.

Forestiller vi os, at vi fjerner det ene inertialsystem S, vil der da stadig forekomme en længdekon-traktion i systemet S' ?
Da årsagen til længdekontraktionen i inertialsystemet S' ikke kan være betinget af tilstedeværelsen af inertialsystemet S - da vi ellers ville kunne ændre længdekontraktionen i S', blot ved at ændre hastig-heden af S, eller udskifte S med et andet inertialsystem med en anden hastighed - må vi formode, at hvis der forekommer en længdekontraktion i S', vil længdekontraktionen fortsat være tilstede efter vi har fjernet inertialsystemet S.

Forestiller vi os nu, at vi fjerner begge inertialsystemer, så der kun er målestokkene tilbage med den indbyrdes hastighed v, vil målestokkene da fortsat blive udsat for en længdekontraktion?
Fjerner vi begge referencesystemer, men bibeholder de fysiske forhold, er det vi har tilbage to måle-stokke som begge bevæger sig retlinet igennem rummet med en indbyrdes hastighed v. Da der ikke er nogen fysisk forbindelse imellem målestokkene, må vi kunne fjerne den ene målestok, og dermed koncentrere os om den anden.

Den eneste egenskab der kan tænkes at have indflydelse på målestokkens længdekontraktion er dens relative hastighed, men da forholdet til en anden målestok ikke kan have nogen indflydelse på læng-dekontraktionen, må den relative hastighed skulle måles i forhold til noget, der kan påvirke dens læng-de. Da de elektromagnetiske kræfter der holder målestokken sammen forplanter sig med hastigheden c i nulpunktsfeltet, er det sandsynligt, at målestokken kryber, når den bevæger sig i forhold til dette felt.

Ifølge kvantefeltteorien er nulpunktsfeltet kvantetilstanden med det lavest mulige energiindhold. Selv om denne kvantetilstand almindeligvis ikke rummer nogen fysiske partikler, er denne vakuumtilstand dog ikke tom, men indeholder flygtige elektromagnetiske bølger og partikler, der dukker op og forsvinder, og fungerer som det medie hvori kvantebølgerne udbreder sig. Eksistensen af dette nulpunktsfelt kan bevises eksperimentelt ved hjælp af Casimir effekten. [6], [7], [8]

Da dette felt på grund af dets lave energiindhold [9] ikke besidder nogen form for kinetisk energi, er feltet stationært. Partiklerne som udgør vores univers, kan, da feltet er tilstede overalt, betragtes som eksiterede tilstande af dette kvantefelt, hvormed nulpunktsfeltet danner en baggrund i forhold til hvilken alle andre hastigheder må relateres.

Man kan ikke have et nulpunktsfelt, som alle partikler relaterer sig til, og samtidig påstå, at relativi-tetsprincippet gælder, det vil sige, at alle inertialsystemer er ligeværdige, eller med Einsteins egne ord: "at elektrodynamiske såvel som mekaniske fænomener ikke besidder nogen egenskaber der svarer til ideen om absolut hvile". [1]

Desuden giver kvantefeltteorien en selvindlysende forklaring på længdekontraktionen og tidsdilatation-en. For ifølge kvantefeltteorien udbreder elektromagnetiske bølger, fotoner og andre partikler sig i dette medie. [10], [11] Da de elektromagnetiske kræfter som holder legemerne sammen ifølge kvan-tefeltteorien består af virtuelle fotoner, vil et legeme der bevæger sig i forhold til kvantefeltet også bevæge sig i forhold til de fotoner som holder legemet sammen, hvilket skaber en længdekontraktion. Det vil sige, der er en fysisk årsag til eksistensen af længdekontraktionen. Da længdekontraktionen også har indflydelse på urene, vil længdekontraktionerne også medfører, at der opstår en tidsdilatationer.

Fysiske forhold der betinger en længdekontraktion og tidsdilatation





















Til toppen

 

Længdekontraktionen

Lad os betragte Michelson og Morleys interferensforsøg. [1] Ifølge dette forsøg blev der opstillet et forsøgsudstyr, der var i bevægelse i forhold til æteren. Da æteren i indeværende teori udgøres af nulpunktsfeltet vil apparaturet have en bevægelse i forhold til dette felt. Apparaturets bevægelse kan sammensættes af jordens rotation omkring sin egen akse, jordens rotation omkring solen, solens rota-tion omkring mælkevejens centrum, samt solens bølgebevægelse i forhold til galakseplanet og endelig galaksens hastighed i forhold til nulpunktsfeltet.

Fig. Lysets vej gennem Michelsons interferometer.

På trods af apparaturets løbende hastigheds- og retningsændring i forhold til nulpunktsfeltet, fandt man dog ingen ændring af lysets hastighed.

Dette skyldes, at lyset, hvis interferens vi måler på, bevæger sig med en konstant hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, og da de virtuelle fotoner der holder apparaturet sammen har præcis den samme konstante hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, uanset apparaturets relative hastighed, vil disse fotoner løbende korrigere apparatets udstrækning i forhold til enhver hastighedsændring som appara-turet måtte få i forhold til nulpunktsfeltet.

Længdekontraktionen

Til toppen

 

Da tiden er lineær er rummet euklidisk 

En logisk konsekvens af tilstedeværelsen af nulpunktsfeltet er, at lyset udbreder sig i nulpunktsfeltet med en konstant hastighed c, som er bestemt af feltets elektriske (dielektricitetskonstanten for vakuum ) og magnetiske (vakuumpermeabiliteten ) egenskaber, således at . [12] I modsætning til Einsteins specielle relativitetsteori, som i 1905 blev opstillet på baggrund af postulater om "lysets konstante hastighed" og "relativitetsprincippet", giver kvantefeltteorien dermed en naturlig forklaring på hvorfor lyset udbreder sig med den konstante hastighed c. Dermed finder vi, ganske som Einstein påstod, at: "Lyset altid  forplantes med en konstant hastighed  i det tomme rum, som er uafhængig af bevægelsestilstanden af det legeme der udsender lyset."

Desuden er det ikke muligt at konstatere et tidsforløb, hvis man ikke har to efter hinanden følgende begivenheder. Da lysets hastighed er konstant i nulpunktsfeltet kan dets udbredelseshastighed c ligge til grund for en beskrivelse af tiden. Det skyldes at hastigheden  defineres ud fra hvor lang tid det tager at tilbagelægge en strækning mellem to efter hinanden følgende punkter. Hvis vi anvender et længdestykke , bliver tiden gennem udtrykket  lige så rigid som  og dermed lige så rigid som koordinatakserne x, y og z. Definerer vi derfor en længde for koordinatværdierne, som for eksempel meteren, har vi også et fast tidsinterval. Det betyder, at vi kan beskrive rummet ved hjælp af den euklidiske geometri - eller med andre ord, at rummet er euklidisk.

Da definitionen af tiden er knyttet til længden  gennem , vil en længdekontraktion også fremkalde en tidsdilatation. Når ure, som selv er opbygget af kvanter, udsættes for en længde-kontraktion, fordi de bevæger sig med en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet eller befinder sig i et gravitationsfelt, udsættes de derfor også for en tidsdilatation. Det er dermed urene og ikke tiden der går for langsomt. I det omgivende nulpunktsfelt (og i y- og z-retningen, hvor der ikke er nogen længdekontraktioner), fortsætter tiden som om intet var hændt.

Da rummet er euklidisk, bliver det muligt at opstille en konsistent teori for verdensrummets struktur og sammensætning, på baggrund af de empirisk set mest velfunderede fysiske love.

Da tiden er lineær er rummet euklidisk

Til toppen

 

Referencer

 

1. Albert Einstein, et al.: "The Principle of Relativity", Dover Publications, New York.

 

2. Ture Eriksson, Torbjörn Lagerwall og Olof Backman: "Mekanik. Värmeläre", Almqvist & Wiksell
    Förlag AB, Stockholm 1970.


3. Cyriaque Genet, Francesco Intravaia, Astrid Lambrecht and Serge Reynaud: "Electromagnetic
    vacuum fluctuations, Casimir and Van der Waals forces", Laboratoire Kastler Brossel, Paris, 2004.
 

4. Angela Hansen: "Measurement of Muon Lifetime and Mass Using Cosmic Ray Showers", University
    of Minnesota, 2001.

 

5. E. J. Lofgren: "The Proton Synchrotron", Science, Vol. 111, pp. 295 - 300, 24 March 1950.

 

6. Phillip F. Schewe and Ben Stein: "The Casimir Force", Inside Science Research - Physics News
    Update, number 300, American Institute of Physics, December 20, 1996.

 

7. U. Mohideen and Anushree Roy: "Precision Measurement of the Casimir Force from 0.1 to 0.9 μm",
    Phys. Rev. Lett. 81, 4549, issue of 23 November 1998.

 

8. Cyriaque Genet, Francesco Intravaia, Astrid Lambrecht and Serge Reynaud: "Electromagnetic
    vacuum fluctuations, Casimir and Van der Waals forces", Laboratoire Kastler Brossel,
    UPMC/ENS/CNRS, F75252 Paris.

 

9. Viatcheslav Mukhanov and Sergei Winitzki: "Introduction to Quantum Effects in Gravity",
    Cambridge University Press 978-0-521-86834-1.

 

10. Ryder, L.H. "Quantum Field Theory", Cambridge University Press, 1985.

 

11. Walter Dittrich & Gies H.: "Probing the quantum vacuum: perturbative effective action approach",
     Berlin: Springer, 2000. ISBN 3540674284.

 

12. John R. Reitz, Frederick J. Milford, Robert W. Christy: "Foundations of Electromagnetic Theory",
     Third Edition, Addison-Wesley Publishing Company, 1979.

 

 

Andre referencer

 

J. C. Maxwell: "On Physical Lines of Force", Philosophical Magazine and Journal of Science, London, Edinburgh and Dublin, 1861.

 

Joseph John Thomson: "On the Effects produced by the Motion of Electrified Bodies", Philosophical Magazine, 5 11 (68): 229–249, 1881.

 

Joseph Larmor: "Aether and Matter", Cambridge at the University press, 1900.

 

H. A. Lorentz: "Electromagnetic Phenomena in a system moving with any volocity less than that of light", Proceedings of the Academy of Sciences of Amsterdam, 6, 1904.

 

Elie Zahar: "Why did Einstein's Programme supersede Lorentz's?", The British Journal for the Philosophy of Science, 1973.

 

The International System of Units (SI), 8th edition 2006, Organisation Intergouvernementale de la Convention du Mètre, STEDI MEDIA, 1, Boulevard Ney, 75018 Paris, 2006.

 

Referencer














Til toppen                                                                              © J. Balslev 2010

post@finaltheories.com