Kommentarer: post@finaltheories.com | |
|
Big Bang fandt aldrig
sted! |
Udledning af teorien | Masse og energi | Evaluering af teorien | Test af teorien |
| Bevis: Den specielle relativitetsteori er forkert |
Verdensrummets struktur
og sammensætning
Nulpunktsfeltet (som også kaldes vakuumtilstanden) er kvantetilstanden med den lavest mulige energi. Nulpunktsfeltet indeholder normalt ingen fysiske partikler, men består af flygtig elektromagnetisk stråling og partikler, der dukker op og forsvinder. Ifølge kvanteæterteorien opstår de relativistiske fysiske fænomener som længdekontraktionen og tidsdilatationen ved, at "legemer", der har en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, også har en hastighed i forhold til udbredelseshastigheden af de virtuelle partiler der holder "legemerne" sammen. Da den tilbagelagte længde er
en funktion af tiden, vil en fysisk længdekontraktion
medføre en tidsdilatation; og da tidsdilatationen
er en konsekvens af en materiel
længdekontraktion, må det være urene der går for
langsomt – og ikke tiden. Det betyder, at tidsaksen er
lige så lineær som de tre koordinatakser. Dette er ikke nogen tilfældighed. Allerede omkring år 1862 beregnede Maxwell forplantningshastigheden af de elektromagnetiske bølger. Denne hastighed viste sig at være meget tæt på lysets hastighed, hvofor Maxwell skrev: "We can scarcely avoid the conclusion that light consists in the transverse undulations of the same medium which is the cause of electric and magnetic phenomena." ( J. J. O'Connor and E. F. Robertson, James Clerk Maxwell, School of Mathematics and Statistics.) Desuden kan længdekontraktionen udledes ved hjælp af Coulombs
lov, og Michelson og Morleys forsøg kan forklares ved hjælp af
en fysisk længdekontraktion (se nedenfor).
Sammenholdes teorien med observationerne af vores eget Univers, giver teorien en forklaring på alle de udestående spørgsmål - såsom mørkt stof og mørk energi. |
Verdensrummets struktur
og sammensætning Doktorafhandlingen "The Structure and Composition of the Cosmos" sælges under navnet "Cosmos and Univeerses", som kan hentes ved at klikke på bogen: og hos Academic books:
Den Euklidiske Kosmos Teori
|
Til toppen | |
Den
Euklidiske Kosmos Teori Efterhånden
som tiden går, vil de større og tættere enheder slå
sig sammen i sorte huller og lukkede universer, og da
kvanteteorien ikke tillader singulariteter, vil selv de
lukkede universer, efterhånden som energien bliver
opbrugt, ende som gigantiske sorte huller. Men, da vi
eksisterer, må der være en udvej - der må være en måde,
hvorpå et sort hul kan omdannes til ren energi - det vil
sige, et sort hul må kunne eksplodere i et Big
Bang. Resultatet er, at
stoffet samles i lukkede universer, hvor der med
mellemrum forekommer et Big Bang,
hvilket indtræffer, når et sort hul opnår en passende
størrelse. Da et sort hul eksploderer i et Big Bang
i et eksisterende univers, giver det en forklaring på hvad der
startede et Big Bang og hvor energien kom fra. Desuden
forklarer teorien den hurtige stjernedannelse, da den "gamle"
masse optræder som kim for nye himmellegemer. Mørkt stof er
ganske enkelt det "gamle" stof der befinder sig indenfor
radius af Big Bang, medens mørk energi er det
"gamle" stof der befinder sig udenfor radius af Big Bang.
|
Den Euklidiske Kosmos Teori Teorien
bygger på den klassiske fysik og på følgende forudsætninger:
|
Til toppen | |
Kvanteæterteorien Ifølge
teorien opstår længdekontraktioner ikke på grund af en
hastighed i forhold til et andet koordinat-system, men
på grund af en bevægelse i forhold til nulpunktsfeltet. Lad os betragte et fast legeme. De virtuelle fotoner som udgør de elektromagnetiske kræfter, der holder atomerne sammen i legemet, bevæger sig med lysets konstante hastighed (?0?0)?½, som defineres af nulpunktsfeltets vakuumpermittivitet (?0) og vakuumpermeabilitet (?0). Når legemet bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet, vil hastigheden af de virtuelle fotoner ændre sig i forhold til legemet. Dermed ændres de elektromagnetiske felter omkring atomerne. For til stadighed at kunne opretholde en ligevægtstilstand, må atomerne dermed flytte sig i forhold til hinanden. Det betyder, at der er en fysisk forklaring på længdekontraktioner. Selv sammenhængen E = mc2, og den tidsdilatation som stammer fra gravitationen, kan udledes på baggrund af de klassiske love. Sammenhængen antyder, at massen er af elektromagnetisk natur, idet m = ?0?0E~?0?0eV, hvormed det vil være muligt at fremsætte en TOE (teori om alt - theory of everything), da det primære problem her er, at den generelle relativitetsteori og kvantemekanikken er umulig at forene. Teorien udgør derfor en platform, for besvarelsen af mange af de spørgsmål som for øjeblikket synes næsten uovervindelige. Derimod kan Einsteins relativitetsteori ikke give en fysisk forklaring på eksistensen af længdekontraktioner. Kort fortalt, kan en teori, der forklarer hvordan en observatør i et inertialsystem A opfatter længderne og tiderne i et andet inertialsystem B, ikke fremkalde en fysiks længdekontraktion eller tidsdilatation, sådanne fysiske ændringer kan kun opstå, på grund af en ændring af de elektromagnetiske kræfter der holder atomerne og molekylerne sammen. Så, når et nyhedsmedie offentliggør, at et måleresultat eller et eksperiment bekræfter den specielle relativitetsteori, er resultatet af målingen ikke en konsekvens af Einsteins relativitetsteori, men et resultat af de fysiske love der optræder, når et objekt bevæger sig i forhold til det elektromagnetiske felt eller gravitationsfeltet. |
Kvanteæterteorien Imellem de lukkede universer ligger kvantefeltet med den lavest
mulige energi, kaldet nulpunktsfeltet. Hvis der lejlighedsvis
opstår en reel partikel i nulpunktsfelt vil den drages mod en af
de lukkede universer eller golde områder. På denne måde
forbliver nulpunktsfeltet på det laveste mulige energiniveau. |
Til toppen | |
Længdekontraktionen og
tidsdilatationen på grund af hastigheden i forhold
til nulpunksfeltet F = C q1q2/r2, hvor F
er kraften, r
er afstanden mellem q1 og q2 - og C
= 1/(4??0) er
en konstant. Vi antager, at de elektromagnetiske kræfter udbreder sig i nulpunktsfeltet med lysets hastighed, c. Det betyder, at strækningen r kan skrives som ct, hvor t er den tid det tager for kræfterne at bevæge sig strækningen r, dvs: r = ct. De to partikler sættes nu i bevægelse i retningen fra q1 til q2, med hastigheden v i forhold til nulpunktsfeltet. Da både kræfterne og afstanden mellem ladningerne kan have ændret sig som følge af bevægelsen i forhold til feltet, skriver vi F' = C q1q2/r'2. Da kræfterne udbreder sig med lysets
hastighed, c,
er strækningen kraften skal tilbagelægge fra q1 til q2 til første orden lig
med: r1 = ct
+ vt
(da ladningen q2 fjerner sig fra q1).
Strækningen kraften skal tilbagelægge fra q2 til q1 bliver til første orden
lig med: r2 = ct - vt (da
ladningen q1 nærmer sig q2).
F' = C q1q2/r'2
= C q1q2/[r1r2]
= C q1q2/[(ct
+ vt)(ct - vt)] = C q1q2/[ct(1
+ v/c)ct(1 - v/c)] Dette er lorentzkontraktionen, eller
den relativistiske længdekontraktion der forekommer, når et
legeme bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet. Ved den samme hastighed i de to systemer, finder vi at r/t = r'/t' = r(1-v2/c2)½/t'
1/t
= (1-v2/c2)½/t' Da strækningen bliver kortere i det bevægede system, bliver tiden det tager at tilbagelægge strækningen, ved den samme hastighed, tilsvarende mindre. Da tiden formindskes med præcis den samme faktor som længden, må tiden gå nøjagtig lige så hurtigt i det bevægede system som i det stationære system. Det betyder, at tiden er den samme i de to systemer. Men urene vil på grund af længdekontraktionen, alt efter deres konstruktion og orientering i forhold til bevægelsesretningen, kunne påvirkes af deres hastighed i forhold til nulpunktsfeltet. Vælger vi at betragte rummet og tiden,
som en samlet rumtid, vil tidsaksen blive lige så lineær som
de tre koordinatakser, hvilket medfører, at rummet er
Euklidisk, så gravitationsfeltet kan ikke forklares på
baggrund af rummets krumning som i Einsteins generelle
relativitetsteori. |
Længdekontraktionen og tidsdila- |
Til toppen | |
Michelson-Morleys forsøg
Fig. Michelson og Morleys eksperiment. Der er to løsninger til
Michelson og Morleys forsøg: 1) Lysets hastighed må
være konstant i forhold til enhver
forsøgsopstilling, og dermed til ethvert objekt,
hvis det skal kunne forklare Michelson og Morleys
forsøg. 2) Alle legemer, som bevæger sig med en
hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, må være
udsat for en længdekontraktion i
bevægelsesretningen.
Antag at
apparaturet bevæger sig i x-retningen med
hastigheden v
i nulpunktsfeltet og at lysets hastighed c
er konstant i forhold til dette felt. Når apparatet
er i hvile i forhold til nulpunktsfeltet har vi, at
Lx
= Ly
= L. Forsøgsopstillingen
består af atomer, der holdes sammen af
elektromagnetiske kræfter. Når apparatet bevæger
sig i forhold til nulpunktsfeltet, vil såvel
lyset som de virtuelle fotoner, der udgør de
elektromag-netiske kræfter, have nøjagtig den
samme relative hastighed i forhold til
apparaturet. Da apparatet på grund af dets
hastighed i forhold til det elektromagnetiske
felt, skrumper med en faktor (1-v2/c2)½
i bevægelsesretningen, som netop opvejer
lysets længere vej, opstår der ingen
interferensmønstre under apparatures bevægelse
rundt om solen. |
Michelson-Morleys
forsøg
|
Til toppen | |
Einsteins relativitetsteori
er forkert 1. Man kan
ikke samtidig have et nulpunktsfelt og lade alle
inertialsystemer være lige. Relativitetsteorien er en teori, der
forklarer, hvordan længder og tider ser ud i et
system S' set fra systemet S, og omvendt, hvordan
længder og tider ser ud i et system S set fra et
system S'. Fig.
To inertialsystemer S og S', med den indbyrdes
numeriske hastighed v. Det kan også illustreres ved et
optisk fænomen: Så, for at forklare de fysiske observationer, er vi nødt til at antage, at længdekontraktionerne og tidsdilatationerne er reelle. Men, hvis længdekontraktionerne er reelle, må det være muligt at skabe en længdekontraktion i et inertialsystem S, blot ved at lade et andet inertialsystem S' passere forbi. Men, da dette ikke kan lade sig gøre, kan relativitetsteorien ikke frembringe nogen længdekontraktioner og tidsdilatationer. 4. Hvilke fysiske observationer
retfærdiggør Einsteins definition: "at "tiden" det
tager for lyset at tilbagelægge strækningen fra A
til B er lig med "tiden" det tager lyset at
tilbagelægge strækningen fra B til A", selv når A og
B flytter sig. Einstein definerer: "at "tiden" det tager for lyset at tilbagelægge strækningen fra A til B er lig med "tiden" det tager lyset at tilbagelægge strækningen fra B til A". Einstein anvender denne definition, selv når den konstante afstand AB bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet. I det tilfælde hvor afstanden AB bevæger sig, vil punktet B enten nærme sig eller fjerne sig fra punktet A, i løbet af den tid det tager for lyset at bevæge sig afstanden fra A til B, og omvendt, når lyset bevæger sig afstanden fra B til A. Det betyder, at de to forskellige tider ikke kan være en fælles tid, medmindre hastigheden af AB er nul i forhold til nulpunktsfeltet. Denne definition af en fælles tid fører til tidsdilatationen og længde-kontraktionen. (Se side 40 i ”Albert Einstein, et al.: ”The Principle of Relativity”, Dover Publications, New York.” eller side 22 i doktorafhandlingen ”Verdensrummets struktur og sammensætning”.) |
Einsteins
relativitetsteori er forkert Men, en observation af et legeme i bevægelse, ændrer ikke legemet, man kan ikke ændre et legeme, blot ved at kigge på det. Derfor kan teorien ikke forklare eksistensen af længdekontraktioner og tidsdilatationer. Der må være en fysisk årsag til en fysisk ændring, men Einsteins Relativitetsteori tilbyder ikke nogen fysiske årsager!
|
Til toppen | |
Einsteins
specielle relativitetsteori (2)
Lyshastighedens invarians (Einstein): * Bernard F. Schutz: "A First Course in General Relativity", Second Edition, Cambridge University Press, 2009. (En meget anvendt lærebog i den Generelle Relativitetsteori.)
Ad. 2. Lyshastighedens invarians Den samme foton, f.eks. Foton 1, kan ikke på en og samme tid have nøjagtig den samme hastighed c i forhold til nulpunktsfeltet og de to inertialsystemer, med to forskellige hastigheder.
|
Einsteins specielle
relativitetsteori
|
Til toppen | |
Evaluering Niels Bohr Instituttet har denne kommentar til den relativistiske del af afhandlingen af professor i teoretisk partikelfysik Poul Henrik Damgaard: Forklaringen af paradokserne i den specielle relativitetsteori "findes i nødvendigheden af acceleration for at bringe to bevægede inertialsystemer ind i samme inertialsystem." Men, ifølge den fremlagte teori er et inertialsystem fuldstædig ligeglad med, hvorfra det har dets hastighed, men det er derimod ikke ligeglad med, hvilken hastighed det har i forhold til nulpunktsfeltet. Det skyldes, at de elektromagnetiske felter der fastholder elementarpartiklerne i legemet, forplanter sig i nulpunktsfeltet. Et legeme, som er i bevægelse i forhold til dette felt, vil dermed blive udsat for en fysisk længdekontraktion. Hvad
angår den kosmologiske del af afhandlingen, har
professor Jens Hjorth fra Niels Bohrs Institut denne
kommentar: "Hvis arbejdet kan publiceres som artikler
i internationale tidsskrifter kan det evt. i sidste
ende antages til forsvar ved fakultetet." |
Evaluering |
Til toppen © Jørgen Balslev 2010 |