Hjem | Bloggen | Bøger | Links                                                                          Sprog: Engelsk

Kommentarer: post@finaltheories.com

Big Bang fandt sted i et eksisterende univers!

Eksistensen af nulpunktsfeltet skaber grundlaget for teorien om Verdensrummets Struktur og Sammensætning.

Udledning af teorien | Masse og energi | Evaluering af teorien | Test af teorien

| Bevis: Den specielle relativitetsteori er forkert

Verdensrummets struktur og sammensætning

Verdensrummets Struktur og Sammensætning består af to teorier: Kvanteæterteorien og Den Euklidiske Kosmos Teori.


Kvanteæterteorien
, som tager udgangspunkt i kvantefeltteorien, fastslår, at nulpunktsfeltet udgør baggrunden for alle kvantefænomener inklusiv forplantningen af fotoner og virtuelle fotoner, hvor fotonerne udgør de grundlæggende enheder for lys og andre former for elektromagnetisk stråling, medens de virtuelle fotoner danner de elektromagnetiske kraftfelter.

Nulpunktsfeltet (som også kaldes vakuumtilstanden) er kvantetilstanden med den lavest mulige energi.  Nulpunktsfeltet indeholder normalt ingen fysiske partikler, men består af flygtig elektromagnetisk  stråling og partikler, der dukker op og forsvinder.

Ifølge kvanteæterteorien opstår de relativistiske fysiske fænomener som længdekontraktionen og tidsdilatationen ved, at "legemer", der har en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, også har en hastighed i forhold til udbredelseshastigheden af de virtuelle partiler der holder "legemerne" sammen.

Da den tilbagelagte længde er en funktion af tiden, vil en fysisk længdekontraktion medføre en tidsdilatation; og da tidsdilatationen er en konsekvens af en materiel længdekontraktion, må det være urene der går for langsomt – og ikke tiden. Det betyder, at tidsaksen er lige så lineær som de tre koordinatakser.

Det eksperimentelle grundlag for en sådan teori eksisterer allerede. Eksistensen af nulpunktsfeltet er blevet eksperimentelt bekræftiget ved hjælp af Casimir effekten,
og ifølge Maxwells ligninger forplanter de elektromagnetiske felter sig med den konstante hastighed c = (ε0μ0)−½, som defineres af nulpunktsfeltets elektriske (ε0) og magnetiske (μ0) egenskaber. 

Dette er ikke nogen tilfældighed. Allerede omkring år 1862 beregnede Maxwell forplantningshastigheden af de elektromagnetiske bølger. Denne hastighed viste sig at være meget tæt på lysets hastighed, hvofor Maxwell skrev: "We can scarcely avoid the conclusion that light consists in the transverse undulations of the same medium which is the cause of electric and magnetic phenomena." ( J. J. O'Connor and E. F. Robertson, James Clerk Maxwell, School of Mathematics and Statistics.)

Desuden kan længdekontraktionen udledes ved hjælp af Coulombs lov, og Michelson og Morleys forsøg kan forklares ved hjælp af en fysisk længdekontraktion (se nedenfor).


Den Euklidiske Kosmos Teori
betragter fordelingen af masse og energi i det euklidiske rum og bygger på den klassiske fysik og følgende forudsætninger:

- Rummet er euklidisk.

- Loven om energiens konstans.

- Vekselvirkningerne udbreder sig maksimalt med lysets hastighed i vakuum.

- Masse og energi afbøjes i et gravitationsfelt.

- Verdensrummet har eksisteret uendelig længe. (Fås af loven om energiens konstans og
   rummets euklidiske geometri.)

- Vi eksisterer.

- Kvanteteorien tillader ikke singulariteter.

Sammenholdes teorien med observationerne af vores eget Univers, giver teorien en forklaring på alle de udestående spørgsmål - såsom mørkt stof og mørk energi.

Verdensrummets struktur og sammensætning




Kvanteæterteorien






Follow finaltheories on Twitter







 


 

 


 

 


 




Den Euklidiske Kosmos Teori


Finaltheories on


Til toppen

Den Euklidiske Kosmos Teori

Ifølge Den Euklidiske Kosmos Teori består verdensrummet af et uendeligt rum, hvori alt stof og energi er samlet. Når vi skal finde fordelingen af stof og energi, antager vi, at verdensrummet har eksisteret uendelig længe, at den samlede masse og energi er konstant, at rummet er euklidisk og at massen og energien er kvantiseret - og derfor ikke kan ende som en singularitet. Gravitationskræfterne må da frembringe en stoffordeling i dette uendelige flade rum, hvor massen og energien samles i større og  tættere enheder, indtil der indtræffer en form for ligevægtstilstand i det euklidiske rum.

Efterhånden som tiden går, vil de større og tættere enheder slå sig sammen i sorte huller og lukkede universer, og da kvanteteorien ikke tillader singulariteter, vil selv de lukkede universer, efterhånden som energien bliver opbrugt, ende som gigantiske sorte huller. Men, da vi eksisterer, må der være en udvej - der må være en måde, hvorpå et sort hul kan omdannes til ren energi - det vil sige, et sort hul må kunne eksplodere i et Big Bang.

Et big bang er i denne forbindelse ikke en ekspansion af universet, men en eksplosion (ekspansion af masse og energi) i et eksisterende euklidisk lukket univers. Et euklidisk lukket univers, er et univers, hvor rummet er euklidisk samtidig med at universet er lukket. Det vil sige at den samlede masse af universet er så stor, at fotonerne ikke kan undslippe tyngdefeltet på grund af deres masse, m = E/c2  = /c2.

I et euklidisk univers, vil stof og energi ikke være i stand til at forlade universet. Derfor vil det materiale, der falder ind i et sort hul ikke ende som en singularitet, men forbliver i det sorte hul, hvorfor det sorte hul bliver større, tættere og varmere. Jo større det sorte hul bliver, jo mere af det omgivende stof, vil det være i stand til at tiltrække.

Da et sort hul fra fra starten har en masse, der er så stor, at selv ikke lys kan undslippe, vil al den energi, der tilføres det sorte hul i form af potentiel og kinetisk energi fra det absorberede materiale, forbliver der. På et tidspunkt, bliver temperaturen så høj, at der dannes en kvark-gluon plasma. Endelig, når temperaturen når mange billioner grader, vil der indtræffe et faseskift som resulterer i den eksplosion vi kalder et Big Bang.


Resultatet er, at stoffet samles i lukkede universer, hvor der med mellemrum forekommer et Big Bang, hvilket indtræffer, når et sort hul opnår en passende størrelse. Da et sort hul eksploderer i et Big Bang i et eksisterende univers, giver det en forklaring på hvad der startede et Big Bang og hvor energien kom fra. Desuden forklarer teorien den hurtige stjernedannelse, da den "gamle" masse optræder som kim for nye himmellegemer. Mørkt stof er ganske enkelt det "gamle" stof der befinder sig indenfor radius af Big Bang, medens mørk energi er det "gamle" stof der befinder sig udenfor radius af Big Bang.

Desuden løser teorien fladhedsproblemet, horisontproblemet og glathedsproblemet og forklarer massefordelingen i galakserne og Universets netstruktur. Endelig passer theorien med de seneste data fra WMAP.

Den Euklidiske Kosmos Teori

Teorien bygger på den klassiske fysik og på følgende forudsætninger:

- Rummet er euklidisk.
- Loven om energiens konstans.
- Vekselvirkningerne udbreder sig maksi-
   malt med lysets hastighed i vakuum.
- Masse og energi afbøjes i et gravitati-
   onsfelt.
- Verdensrummet har eksisteret uendelig
   længe.
- Vi eksisterer.
- Kvanteteorien tillader ikke 
   singulariteter.










 

 

 

 

 


 



 








Til toppen

Kvanteæterteorien

Kvanteæterteorien, som er beskrevet i ”Verdensrummets struktur og sammensætning”, kan forklare alle de fysiske fænomener, som normalt er forbundet med relativitetsteorien. Lad os se på nogle af resultaterne.

Ifølge teorien opstår længdekontraktioner ikke på grund af en hastighed i forhold til et andet koordinat-system, men på grund af en bevægelse i forhold til nulpunktsfeltet.

Lad os betragte et fast legeme. De virtuelle fotoner som udgør de elektromagnetiske kræfter, der holder atomerne sammen i legemet, bevæger sig med lysets konstante hastighed (ε0μ0)−½, som defineres af  nulpunktsfeltets vakuumpermittivitet (ε0) og vakuumpermeabilitet (μ0). Når legemet bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet, vil hastigheden af de virtuelle fotoner ændre sig i forhold til legemet. Dermed ændres de elektromagnetiske felter omkring atomerne. For til stadighed at kunne opretholde en ligevægtstilstand, må  atomerne dermed flytte sig i forhold til hinanden. Det betyder, at der er en fysisk forklaring på længdekontraktioner.

Selv sammenhængen E = mc2, og den tidsdilatation som stammer fra gravitationen, kan udledes på baggrund af de klassiske love. Sammenhængen antyder, at massen er af elektromagnetisk natur, idet m = ε0μ0E~ε0μ0eV, hvormed det vil være muligt at fremsætte en TOE (teori om alt - theory of everything), da det primære problem her er, at den generelle relativitetsteori og kvantemekanikken er umulig at forene. Teorien udgør derfor en platform, for besvarelsen af mange af de spørgsmål som for øjeblikket synes næsten uovervindelige.

Derimod kan Einsteins relativitetsteori ikke give en fysisk forklaring på eksistensen af længdekontraktioner. Kort fortalt, kan en teori, der forklarer hvordan en observatør i et inertialsystem A opfatter længderne og tiderne i et andet inertialsystem B, ikke fremkalde en fysiks længdekontraktion eller tidsdilatation, sådanne fysiske ændringer kan kun opstå, på grund af en ændring af de elektromagnetiske kræfter der holder atomerne og molekylerne sammen.

Så, når et nyhedsmedie offentliggør, at et måleresultat eller et eksperiment bekræfter den specielle relativitetsteori, er resultatet af målingen ikke en konsekvens af Einsteins relativitetsteori, men et resultat af de fysiske love der optræder, når et objekt bevæger sig i forhold til det elektromagnetiske felt eller gravitationsfeltet.

Kvanteæterteorien

Imellem de lukkede universer ligger kvantefeltet med den lavest mulige energi, kaldet nulpunktsfeltet. Hvis der lejlighedsvis opstår en reel partikel i nulpunktsfelt vil den drages mod en af de lukkede universer eller golde områder. På denne måde forbliver nulpunktsfeltet på det laveste mulige energiniveau.










Til toppen

Længdekontraktionen og tidsdilatationen på grund af hastigheden i forhold til nulpunksfeltet

Vi antager, at vi har to ladede elementarpartikler q1 og q2, der holdes sammen af elektromagnetiske kræfter og som befinder sig i hvile i nulpunktsfeltet. Ifølge Coulombs lov er kraften imellem de to ladninger lig med,

                  F = C q1q2/r2,

hvor F er kraften, r er afstanden mellem q1 og q2 - og C = 1/(4πε0) er en konstant.

               

Vi antager, at de elektromagnetiske kræfter udbreder sig i nulpunktsfeltet med lysets hastighed, c. Det betyder, at strækningen r kan skrives som ct, hvor t er den tid det tager for kræfterne at bevæge sig strækningen r, dvs: r = ct.

De to partikler sættes nu i bevægelse i retningen fra q1 til q2, med hastigheden v i forhold til nulpunktsfeltet. Da både kræfterne og afstanden mellem ladningerne kan have ændret sig som følge af bevægelsen i forhold til feltet, skriver vi

                  F' = C q1q2/r'2.

Da kræfterne udbreder sig med lysets hastighed, c, er strækningen kraften skal tilbagelægge fra q1 til q2 til første orden lig med: r1 = ct + vt (da ladningen q2 fjerner sig fra q1). Strækningen kraften skal tilbagelægge fra q2 til q1 bliver til første orden lig med: r2 = ct - vt (da ladningen q1 nærmer sig q2).

Vi finder således,

                  F' = C q1q2/r'2 = C q1q2/[r1r2] = C q1q2/[(ct + vt)(ct - vt)] = C q1q2/[ct(1 + v/c)ct(1 - v/c)] 

                  F' = C q1q2/r'2 = C q1q2/[r2(1 - v2/c2)]
hvoraf,
                  r' = r (1 -v2/c2)½

Dette er lorentzkontraktionen, eller den relativistiske længdekontraktion der forekommer, når et legeme bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet.


Tidsdilatationen

Tiden er et mål for hastigheden af forandringer og kan dermed udtrykkes ved, hvor lang tid det tager at bevæge sig en vis afstand, dvs. t = r/v, hvor t er tiden, r afstanden og v hastigheden.

Det euklidiske Kosmos består af et tredimensionalt rum og en universel tid.
Men hvis afstanden bliver kortere på grund af hastigheden i forhold til nulpunktsfeltet, vil det selvfølgelig tager mindre tid at tilbagelægge den kortere afstand.

Lad os betragte et system i bevægelse i forhold til nulpunktsfeltet. På grund af længdekontraktionen, vil tiden t' det tager at tilbagelægge strækningen r' = r(1-v2/c2)½ i det bevægede system, ikke være så lang som den tid t det tager at tilbagelægge strækningen r i det stationære system, ved den samme hastighed. Dette svarer til, hvad der i relativitetsteorien kaldes for tidsdilatationen.

Ved den samme hastighed i de to systemer, finder vi at

                  r/tr'/t' = r(1-v2/c2)½/t

                  1/t = (1-v2/c2)½/t'

hvoraf vi finder tidsdilatationen

                  t' = t(1-v2/c2)½.

Da strækningen bliver kortere i det bevægede system, bliver tiden det tager at tilbagelægge strækningen, ved den samme hastighed, tilsvarende mindre. Da tiden formindskes med præcis den samme faktor som længden, må tiden gå nøjagtig lige så hurtigt i det bevægede system som i det stationære system. Det betyder, at tiden er den samme i de to systemer. Men urene vil på grund af længdekontraktionen, alt efter deres konstruktion og orientering i forhold til bevægelsesretningen, kunne påvirkes af deres hastighed i forhold til nulpunktsfeltet.

Vælger vi at betragte rummet og tiden, som en samlet rumtid, vil tidsaksen blive lige så lineær som de tre koordinatakser, hvilket medfører, at rummet er Euklidisk, så gravitationsfeltet kan ikke forklares på baggrund af rummets krumning som i Einsteins generelle relativitetsteori.

(Beregningerne fortsætter under afsnittet "Masse og energi".)

Længdekontraktionen og tidsdila-
tationen på grund af hastigheden
i forhold til nulpunktsfeltet

Til toppen

Michelson-Morleys forsøg

Michelson og Morleys forsøg var et interferensforsøg, der på grund af apparatures skiftende hastigheder i forhold til lysæteren, ved første øjekast, burde have resulteret i skiftende interferensmønstrer, når apparatet fulgte med i jordens bevægelse omkring solen – men forsøget viste ingen ændringer af interferensmønsteret.


                                          Fig. Michelson og Morleys eksperiment.

Der er to løsninger til Michelson og Morleys forsøg: 1) Lysets hastighed må være konstant i forhold til enhver forsøgsopstilling, og dermed til ethvert objekt, hvis det skal kunne forklare Michelson og Morleys forsøg. 2) Alle legemer, som bevæger sig med en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, må være udsat for en længdekontraktion i bevægelsesretningen.

Einstein valgte den første løsning, som er identisk med et hans fundamentale postulater: Lyshastighedens invarians. Vi vil bevise, at en længdekontraktion af forsøgsudstyret er en løsning til Michelson og Morleys forsøg.


                 
                      Fig. Michelson og Morleys forsøg.

Antag at apparaturet bevæger sig i x-retningen med hastigheden v i nulpunktsfeltet og at lysets hastighed c er konstant i forhold til dette felt. Når apparatet er i hvile i forhold til nulpunktsfeltet har vi, at Lx = Ly = L.

Hvis t er tiden, lyset behøver for at ramme spejlet i y-retningen, så er:

      

Tiden lyset behøver for at ramme spejlet i y-retningen og returnere, er dermed

                      .

Lyset i x-retningen behøver tiden t1 for at ramme spejlet og tiden t2 for at returnere:

                    
og

                      .

Tiden for det samlede gennemløb i x-retningen bliver

                      ,
hvoraf

                      .

Ifølge Michelson og Morleys forsøg, er tiden det tager for lyset at gennemløbe de to strækninger identiske, så 2t = t1 + t2 :

       .

Da den venstre og højre side af ligningen er forskellig, og da hastighederne v og c er konstante i forhold til nulpunktsfeltet, må forskellen skyldes, at der er forskel på længderne Lx og Ly. Lad os betegne denne forskel medγ (gamma), så Ly = γLx. Dermed finder vi, at:

      

Af Ly = γLx finder vi L' = Lx = Ly /γ = L/γ =L(1 − v2/c2)1/2, hvorfra vi finder Lorentzkontraktionen:

                      .

Da forsøgsudstyret bevæger sig i forhold til de virtuelle fotoner (det elektromagnetiske felt) som holder udstyret sammen, bekræfter forsøget den fysiske forklaring på længdekontraktionen og tidsdilatationen.

Forsøgsopstillingen består af atomer, der holdes sammen af elektromagnetiske kræfter. Når apparatet bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet, vil såvel lyset som de virtuelle fotoner, der udgør de elektromag-netiske kræfter, have nøjagtig den samme relative hastighed i forhold til apparaturet. Da apparatet på grund af dets hastighed i forhold til det elektromagnetiske felt, skrumper med en faktor (1-v2/c2)½ i bevægelsesretningen, som netop opvejer lysets længere vej, opstår der ingen interferensmønstre under apparatures bevægelse rundt om solen.

Antager vi derimod, at lysets hastighed (c) er konstant
i forhold til ethvert legeme, selv når legemet har en hastighed der nærmer sig lysets hastighed i forhold til jorden, kan dets længdekontraktionen ikke forklares. Det skyldes, at hastigheden af fotonerne, såvel som de virtuelle fotoner der holder legemet sammen, altid vil være konstant i forhold til legemet.

Michelson-Morleys forsøg

Alle legemer, som bevæger sig med en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, må være udsat for en længdekontraktion i bevægelsesretningen, på grund af deres hastighed i forhold til udbredelseshastig-heden af de virtuelle partiler der holder legemerne sammen.

































































 

 

 

 



















 

 

















 










Til toppen

Einsteins relativitetsteori er forkert

Einsteins relativitetsteori er forkert. Dette kan ses af de følgende grunde, hvor hver enkelt af dem er nok til at vælte teorien.

1. Man kan ikke samtidig have et nulpunktsfelt og lade alle inertialsystemer være lige.
Man kan ikke have et kvantefelt som nulpunktsfeltet, hvor virtuelle partikler dukker op og forsvinder, og samtidig påstå, at alle inertialsystemer er lige, da et inertialsystem, som har en hastighed i forhold til nulpunktsfeltet, er forskellig fra et system, som er stationært i forhold til dette felt. Det er fordi, nulpunktsfeltet er det medie i hvilket alle kvantemekaniske fænomener finder sted, inklusiv forplantningen af de virtuelle fotoner der udgør det elektromagnetiske felt.

2. Selv om længdekontraktionerne og tidsdilatationerne var reelle ifølge relativitetsteorien, ville det ikke være muligt at måle nogen længdekontraktioner og tidsdilatationer ifølge denne teori.

Relativitetsteorien er en teori, der forklarer, hvordan længder og tider ser ud i et system S' set fra systemet S, og omvendt, hvordan længder og tider ser ud i et system S set fra et system S'.

Vi forudsætter, at når de to inertialsystemer S og S' ligger stille i forhold til hinanden, vil koordinatvær-dierne i S og S', have samme fysiske længde, så |x0| = |x0'| ved en relativ hastighed lig med nul.

                    Fig. To inertialsystemer S og S', med den indbyrdes numeriske hastighed v.

Vi betragter nu S og S' med den indbyrdes konstante hastighed v i x-retningen og x'-retningen. Ifølge relativitetsprincippet vil længden af koordinaten x0', set fra S, på grund af længdekontraktionen være lig med , og set fra S' vil længden af koordinaten x0 på grund af længdekontraktionen være lig med . Det betyder, at længdekontraktionerne "i S' set fra S" og "i S set fra S' " er identiske ifølge relativitetsteorien, uagtet om det ene eller det andet eller begge inertialsystemer har været udsat for en acceleration eller ej.

Uanset om længdekontraktionerne er imaginære eller reelle, vil det, da længdekontraktionerne er identiske i de to systemer, ikke være muligt at måle nogen længdekontraktioner eller tidsdilatationer.

3.
Der kan ikke skabes en fysisk længdekontraktion i et inertialsystem S, blot ved tilstedeværelsen af et bevægende inertialsystem S'.
Som nævnt er relativitetsteorien, en teori der forklarer hvordan længder og tider ser ud i et system S' set fra systemet S, og omvendt, hvordan længder og tider ser ud i et system S set fra et system S'. Hvis længdekontraktionerne og tidsdilatationerne er fiktive, kan de ikke forklare de virkelige længdekontraktioner og tidsdilatationer, der er blevet observeret! Man kan ikke måle på en fiktiv parameter og hævde at måleresultatet er reelt.

Det kan også illustreres ved et optisk fænomen:
Hvis man står under en lygtepæl S, og kikker på en lygtepæl S' i den anden ende af gaden, finder man at lygtepælen S' er blevet forkortet. Ligeledes, hvis man står under en lygtepæl S', og kikker på en lygtepæl S i den anden ende af gaden, finder man at lygtepælen S er blevet forkortet.
Længdekontraktionerne "i S' set fra S" og "i S set fra S' ", er identiske og fiktive. Men disse fiktive længdekontraktioner kan ikke forklare eksistensen af reelle længdekontraktioner.

Så, for at forklare de fysiske observationer, er vi nødt til at antage, at længdekontraktionerne og tidsdilatationerne er reelle. Men, hvis længdekontraktionerne er reelle, må det være muligt at skabe en længdekontraktion i et inertialsystem S, blot ved at lade et andet inertialsystem S' passere forbi. Men, da dette ikke kan lade sig gøre, kan relativitetsteorien ikke frembringe nogen længdekontraktioner og tidsdilatationer.

4. Hvilke fysiske observationer retfærdiggør Einsteins definition: "at "tiden" det tager for lyset at tilbagelægge strækningen fra A til B er lig med "tiden" det tager lyset at tilbagelægge strækningen fra B til A", selv når A og B flytter sig.
Einstein udledte den specielle relativitetsteori på baggrund af postulaterne om lysets konstante hastighed og relativitetsprincippet. Men, under udledningen af den specielle relativitetsteori definerer Einstein pludselig en fælles "tid" for A og B.

Einstein definerer: "at "tiden" det tager for lyset at tilbagelægge strækningen fra A til B er lig med "tiden" det tager lyset at tilbagelægge strækningen fra B til A". Einstein anvender denne definition, selv når den konstante afstand AB bevæger sig i forhold til nulpunktsfeltet. I det tilfælde hvor afstanden AB bevæger sig, vil punktet B enten nærme sig eller fjerne sig fra punktet A, i løbet af den tid det tager for lyset at bevæge sig afstanden fra A til B, og omvendt, når lyset bevæger sig afstanden fra B til A.

Det betyder, at de to forskellige tider ikke kan være en fælles tid, medmindre hastigheden af AB er nul i forhold til nulpunktsfeltet. Denne definition af en fælles tid fører til tidsdilatationen og længde-kontraktionen. (Se side 40 i ”Albert Einstein, et al.: ”The Principle of Relativity”, Dover Publications, New York.” eller side 22 i doktorafhandlingen ”Verdensrummets struktur og sammensætning”.)

Einsteins relativitetsteori er forkert

Einsteins relativitetsteori siger: Når jeg ser på dig, krymper du, og når du ser på mig, krymper jeg, så vi krymper begge to.

Men, en observation af et legeme i bevægelse, ændrer ikke legemet, man kan ikke ændre et legeme, blot ved at kigge på det.

Derfor kan teorien ikke forklare eksistensen af længdekontraktioner og tidsdilatationer. Der må være en fysisk årsag til en fysisk ændring, men Einsteins Relativitetsteori tilbyder ikke nogen fysiske årsager!


















































Til toppen

Einsteins specielle relativitetsteori

Den specielle relativitetsteori kan udledes på baggrund af to fundamentale postulater: *

(1) Relativitetsprincippet (Galileo):
Der findes ikke noget eksperiment der kan måle den absolutte hastighed af en observatør; resultaterne af et hvilket som helst eksperiment udført af en observatør afhænger ikke af hans relative hastighed til andre observatører som ikke er involveret i eksperimentet.

(2) Lyshastighedens invarians (Einstein):
Lyshastigheden i forhold til enhver uaccelereret observatør er c = 3 × 108 ms−1, uanset lyskildens bevægelse i forhold til observatøren. Lad os være helt afklarede angående meningen af dette postulat: to forskellige uaccelererede observatører der måler hastigheden af den samme foton finder begge at den bevæger sig med 3 × 108 ms−1 i forhold til dem selv, uanset deres bevægelsestilstand i forhold til hinanden.

* Bernard F. Schutz: "A First Course in General Relativity", Second Edition, Cambridge University Press, 2009. (En meget anvendt lærebog i den Generelle Relativitetsteori.)


De to fundamentale postulater er begge forkerte:

Ad. 1. Relativitetsprincippet
Stefan Marinov har modbevist relativitetsprincippet ved at måle lysets hastighed i forskellige retninger. Han fandt på denne måde forsøgsudstyrets absolutte hastighed i forhold til nulpunktsfeltet. Princippet bag dette forsøg er vist i figuren nedenfor.

Fig. Marinov målte hastigheden af forsøgsudstyret i forhold til
nulpunktsfeltet til 362 ± 40 km/s.

Ad. 2. Lyshastighedens invarians
Postulatet om lyshastighedens invarians var Einsteins forsøg på at forklare Michelson og Morleys forsøg. Det betyder at en og samme foton skal have hastigheden c i ethvert inertialsystem. Men, hvis de virtuelle fotoner der holder atomerne samme altid har den samme hastighed c i forhold til et legeme, vil de aldrig være i stand til at skabe nogen længdekontraktioner.


Lyshastigheden ifølge Einsteins Specielle Relativitetsteori:

Den samme foton, f.eks. Foton 1, kan ikke på en og samme tid have nøjagtig den samme hastighed c i forhold til nulpunktsfeltet og de to inertialsystemer, med to forskellige hastigheder.


Lyshastigheden ifølge Kvanteæterteorien:


Da Einsteins Relativitetsteori er forkert, er mange af de teorier der bygger på Einsteins relativitetsteori også forkerte. I forbindelse med rummet betyder det specielt, at vi kan se bort fra forekomsten af singulariteter og rummets krumning, hvorfor rummet er Euklidisk.

Einsteins specielle relativitetsteori

For at acceptere relativitetsteorien, er man nødt til at acceptere, at en given foton, med massen m = h∙f /c2, har den samme hastighed c i forhold til alle bevægende legemer, hvor 
c lysets hastighed, h er Plancks konstant og f er frekvensen af fotonen.













Stefan Marinov har modbevist relativitetsprincippet ved at måle lysets hastighed i forskellige retninger. Han fandt på denne måde forsøgsudstyrets absolutte hastighed i forhold til nulpunktsfeltet.

Til toppen

Evaluering

Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet vil ikke acceptere afhandlingen, indtil den er godkendt af en tredjepart. Dit institut eller forlag kan måske være denne tredjepart?

Niels Bohr Instituttet har denne kommentar til den relativistiske del af afhandlingen af professor i teoretisk partikelfysik Poul Henrik Damgaard: Forklaringen af paradokserne i den specielle relativitetsteori "findes i nødvendigheden af acceleration for at bringe to bevægede inertialsystemer ind i samme inertialsystem."

Men, ifølge den fremlagte teori er et inertialsystem fuldstædig ligeglad med, hvorfra det har dets hastighed, men det er derimod ikke ligeglad med, hvilken hastighed det har i forhold til nulpunktsfeltet. Det skyldes, at de elektromagnetiske felter der fastholder elementarpartiklerne i legemet, forplanter sig i nulpunktsfeltet. Et legeme, som er i bevægelse i forhold til dette felt, vil dermed blive udsat for en fysisk længdekontraktion.

Hvad angår den kosmologiske del af afhandlingen, har professor Jens Hjorth fra Niels Bohrs Institut denne kommentar: "Hvis arbejdet kan publiceres som artikler i internationale tidsskrifter kan det evt. i sidste ende antages til forsvar ved fakultetet."

Hvis du er enig i teorien eller ønsker at publisere den, vil jeg meget gerne høre fra dig!

Evaluering

Til toppen                                                                              © Jørgen Balslev 2010

post@finaltheories.com